(Af Henr. Ibsen)
| a | | Der bo’de en underlig graasprængt En | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Paa den yderste, nøgne Ø; – | ∪∪-∪∪-∪- |
| a | | Han gjorde vist intet Menneske Meen | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Hverken paa Land eller Sjø; | -∪∪-∪∪- |
| c | 5 | Dog stundom gnistred hans Øjne stygt, – | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Helst mod uroligt Vejr, – | -∪∪-∪- |
| c | | Og da mente Folk, at han var forrykt, | ∪∪-∪-∪∪-∪- & ∪-∪∪-∪∪-∪- & ∪∪-∪-∪-∪∪- |
| c | | Og da var der Faa, som uden Frygt | ∪-∪∪-∪-∪- & ∪∪-∪-∪-∪- |
| d | | Kom Terje Vigen nær. | ∪-∪-∪- |
| | | |
| a | 10 | Siden jeg saa ham en enkelt Gang, | -∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Han laa ved Bryggen med Fisk; | ∪-∪-∪∪- |
| a | |
Hans Haar var hvidt, men han lo og sang | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Og var som en Ungdom frisk. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Til Pigerne havde han skjemtsomme Ord, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | 15 | Han spøgte med Byens Børn, | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han svinged Sydvesten og sprang ombord, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Saa hejste han Fokken, og hjem han foer | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | I Solskin, den gamle Ørn. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt | ∪-∪∪-∪∪-∪- & ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | 20 | Om Terje fra først til sidst, | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Og skulde det stundom falde lidt tørt, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Saa er det dog sandt og vist; | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Jeg har det just ej fra hans egen Mund, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Men vel fra hans nærmeste Kreds, – | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | 25 | Fra dem, som stod hos i hans sidste Stund | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Og lukked hans Øjne til Fredens Blund, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Da han døde højt opp’i de Treds. | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | |
Han var i sin Ungdom en vild Krabat, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Kom tidlig fra Far og Mor, | ∪-∪∪-∪- |
| a | 30 | Og havde alt døjet mangen Dravat | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Som yngste Jungmand ombord. | ∪-∪-∪∪- |
| c | | Siden han rømte i Amsterdam, | -∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Men længtes nok hjem tilslut, | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Og kom med «Foreningen,» Kaptejn Pram; | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | 35 | Men hjemme var Ingen, som kjendte ham, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Der rejste som liden Gut. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Nu var han voxet sig smuk og stor, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Og var dertil en velklædt Knægt. | ∪∪-∪∪-∪- |
| a | | Men døde var baade Far og Mor, | ∪-∪∪-∪-∪- |
| b | 40 | Og sagtens hans hele Slægt. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han stured en Dag, ja kanhænde to, – | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | |
Men saa rysted han Sorgen af. | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Han fandt ej, med Landjorden under sig, Ro; | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Nej, da var det bedre at bygge og bo | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- & ∪∪-∪-∪∪-∪∪- |
| d | 45 | Paa det store bølgende Hav! | ∪∪-∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Et Aar derefter var Terje gift, – | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Det kom nok paa i en Hast. | ∪-∪-∪∪- |
| a | | Folk mente, han angred paa den Bedrift, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Som bandt paa et Sæt ham fast. | ∪-∪∪-∪- |
| c | 50 | Saa leved han under sit eget Tag | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | En Vinter i Sus og Dus – | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Skjønt Ruderne skinned, som klareste Dag, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Med smaa Gardiner og Blomster bag, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | I det lille rødmalte Hus. | ∪∪-∪-∪∪- |
| | | |
| a | 55 | Da Isen løsned for Lindvejrs Bør, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Gik Terje med Briggen paa Rejs; | ∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Om Høsten, da Graagaasen fløj mod Sør, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Han mødte den undervejs. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Da faldt som en Vægt paa Matrosens Bryst: | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | 60 | Han kjendte sig stærk og ung, | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han kom fra Solskinnets lysende Kyst, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Agter laa Verden med Liv og Lyst, – | -∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Og for Bougen en Vinter tung. | ∪∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | |
De ankred, og Kammeraterne gik | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | 65 | Med Landlov til Sus og Dus. | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Han sendte dem endnu et Længselsblik, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Da han stod ved sit stille Hus. | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Han glytted ind bag det hvide Gardin, – | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Da saa han i Stuen To, – | ∪-∪∪-∪- |
| c | 70 | Hans Kone sad stille og hespled Liin, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | |
Men i Vuggen laa, frisk og rød og fin, | ∪∪-∪∪-∪-∪- |
| d | | En liden Pige og lo. | ∪-∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Der sagdes at Terjes Sind med Et | ∪-∪∪-∪-∪- |
| b | | Fik Alvor fra denne Stund. | ∪-∪∪-∪- |
| a | 75 | Han trælled og sled, og blev aldrig træt | ∪-∪∪-∪∪-∪- & ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Af at vugge sit Barn i Blund. | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Om Søndagskvælden, naar Dandsen klang | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Vildt fra den nærmeste Gaard, | -∪∪-∪∪- |
| c | | Sine gladeste Viser han hjemme sang, | ∪∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | 80 | Mens lille Anna laa paa hans Fang | ∪-∪-∪-∪∪- |
| d | | Og drog i hans brune Haar. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Saa lakked og led det til Krigens Aar | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | I Attenhundred og Ni. | ∪-∪-∪∪- |
| a | | Endnu gaar Sagn om de Trængselskaar, | -∪∪-∪∪-∪- |
| b | 85 | Som Folket da stedtes i. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Engelske Krydsere stængte hver Havn, | -∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | I Landet var Misvæxt og Nød, | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Den Fattige sulted, den Rige led Savn, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | To kraftige Arme var Ingen til Gavn, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | 90 | For Døren stod Hunger og Død. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Da stured Terje en Dag eller to, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Saa rysted han Sorgen af; | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Han mindtes en Kjending, gammel og tro: | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Det store bølgende Hav. – | ∪-∪-∪∪- |
| c | 95 | Der Vester har endnu hans Gjerning Liv | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | I Sagnet, som djerveste Daad: | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | «Da Vinden kuled lidt mindre stiv, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| c | | Terje Vigen ro’de for Barn og Viv | ∪∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Over Havet i aaben Baad!» | ∪∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | 100 |
Den mindste Skjægte, der var at faa, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Blev valgt til hans Skagensfart. | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Sejl og Mast lod han hjemme staa, – | -∪-∪∪-∪- |
| b | | Slig tyktes han bedst bevart. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han mente nok, Terje, at Baaden bar | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | 105 | Om Sjøen kom lidt paatvers; | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Det jydske Rev var vel svært at gaa klar, – | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Men værre den engelske «Man of War» | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Med Ørneøjne fra Mers. | ∪-∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Saa gav han sig trøstig Lykken ivold | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | 110 | Og tog til Aarerne hvast. | ∪-∪-∪∪- |
| a | | Til Fladstrand kom han i god Behold | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Og hented sin dyre Last. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Gud ved, hans Føring var ikke stor: | ∪-∪-∪∪-∪- & ∪-∪-∪-∪∪- |
| d | | Tre Tønder Byg, det var Alt; | ∪-∪-∪∪- |
| c | 115 | Men Terje kom fra en fattig Jord, – | ∪-∪-∪∪-∪- |
| c | | Nu havde han Livsens Frelse ombord; | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| d | | Det var Hustru og Barn det gjaldt. | ∪∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Tre Nætter og Dage til Toften bandt | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Den stærke modige Mand; | ∪-∪-∪∪- |
| a | 120 | Den fjerde Morgen, da Solen randt, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Han skimted en taaget Rand. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Det var ikke flygtende Skyer han saa, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Det var Fjelde med Tinder og Skar; | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Men højt over alle Aasene laa | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| c | 125 | Imenæssadlen bred og blaa. | ∪-∪-∪-∪- & -∪∪-∪-∪- |
| d | | Da kjendte han, hvor han var. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | |
Nær Hjemmet var han; en stakket Tid | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Han holder endnu vel ud! | ∪-∪-∪∪- |
| a | | Hans Hjerte sig løfted i Tro og Lid, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | 130 | Han var nær ved en Bøn til Gud. | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Da var det som Ordet frøs paa hans Mund; | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| d | | Han stirred, han tog ikke Fejl, – | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Gjennem Skodden, som letted i samme Stund, | ∪∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Han saa en Korvet i Hesnæs Sund | ∪-∪∪-∪-∪- |
| d | 135 | At duve for bakkede Sejl. | ∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | |
Baaden var røbet; der lød et Signal, | -∪∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Og det nærmeste Løb var lukt; | ∪∪-∪∪-∪- |
| a | | Men Solgangsvinden blafrede skral, – | ∪-∪-∪-∪∪- |
| b | | Mod Vester gik Terjes Flugt. | ∪-∪∪-∪- |
| c | 140 | Da firte de Jollen fra Rælingens Kant, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Han hørte Matrosernes Sang, – – | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Med Fødderne stemte mod Skjægtens Spant | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Han ro’de saa Sjøen fossed og brandt, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| d | | Og Blodet fra Neglerne sprang. | ∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | 145 | Gjæslingen kaldes de blinde Skjær | -∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Lidt østenfor Homborgsund. | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Der bryder det stygt i Paalandsvejr, | ∪-∪∪-∪-∪- |
| b | | Under to Fod Vand er der Bund. | ∪∪-∪-∪∪- |
| c | | Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| d | 150 | Selv stilleste Havbliksdag; – | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Men gaar end Dønningen aldrig saa hult, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Indenfor er det som tidest smult, | -∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Med brækkede Bølgedrag. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Didind Terje Vigens Skjægte foer | ∪-∪∪-∪-∪- |
| b | 155 | Lig en Pil mellem Braatt og Brand; | ∪∪-∪∪-∪- |
| a | |
Men bag efter ham, i Kjølvandets Spor, | ∪-∪∪-∪-∪∪- & ∪∪-∪-∪-∪∪- |
| b | | Jog Jollen med femten Mand. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Da var det han skreg gjennem Brændingens Sus | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Til Gud i sin højeste Nød: | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | 160 | «Inderst derinde paa Strandens Grus | -∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Sidder min Viv ved det fattige Hus, | -∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Og venter med Barnet paa Brød!» | ∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Dog, højere skreg nok de Femten, end han: | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Som ved Lyngør, saa gik det her. | ∪∪-∪∪-∪- |
| a | 165 | Lykken er med den engelske Mand | -∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Paa Rov mellem Norges Skjær. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Da Terje tørned mod Baaens Top, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Da skured og Jollen paa Grund; | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Fra Stavnen bød Officeren «Stop!» | ∪-∪-∪∪-∪- & ∪-∪∪-∪-∪- |
| c | 170 | Han hæved en Aare med Bladet op | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Og hug den i Skjægtens Bund. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | |
Spant og Planker for Hugget brast, | -∪-∪∪-∪- |
| b | | Sjøen stod ind som en Fos; | -∪∪-∪∪- |
| a | | Paa to Fod Vand sank den dyre Last, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | 175 | Dog sank ikke Terjes Trods. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han slog sig gjennem de væbnede Mænd | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Og sprang over Æsingen ud, – | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Han dukked og svømmed og dukked igjen; | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Men Jollen kom los; hvor han vendte sig hen | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | 180 | Klang Sabler og Rifleskud. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | De fisked ham op, han førtes ombord, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Korvetten gav Sejerssalut; | ∪-∪∪-∪∪- |
| a | |
Agter paa Hytten, stolt og stor, | -∪∪-∪-∪- |
| b | | Stod Chefen, en attenaars Gut. | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | 185 | Hans første Batalje gjaldt Terjes Baad, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Thi knejste han nu saa kjæk; | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Men Terje vidste ej længere Raad, – | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Den stærke Mand laa med Bøn og Graad | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Iknæ paa Korvettens Dæk. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | 190 | Han kjøbte med Taarer, de solgte ham Smil, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| b | | De aagred med Spot for Bøn. | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Det kuled fra Øster, tilhavs med Il | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Stod Englands sejrende Søn. | ∪-∪-∪∪- |
| c | | Da taug Terje Vigen; nu var det gjort, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | 195 | Nu tog han sin Sorg for sig selv. | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Et Noget var ligesom vejret bort | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Fra hans Pandes skyede Hvælv. | ∪∪-∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Han sad i Prisonen i lange Aar, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | 200 | Der siges, i fulde fem; | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Hans Nakke bøjed sig, graat blev hans Haar | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Af Drømmene om hans Hjem. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Noget han bar paa, men gav ej Besked, – | -∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Det var som hans eneste Skat. | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | 205 | Saa kom Attenhundred og Fjorten med Fred; | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | De norske Fanger, og Terje med, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Førtes hjem paa en svensk Fregat. | ∪∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | |
Hjemme ved Bryggen han steg iland | -∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Med Kongens Patent som Lods; | ∪-∪∪-∪- |
| a | 210 | Men Faa kun kjendte den graasprængte Mand, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Der rejste som ung Matros. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Hans Hus var en Fremmeds; hvad der blev af | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | |
De To, – han derinde erfor: | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | «Da Manden forlod dem og Ingen dem gav, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | 215 | Saa fik de til Slutning en fælles Grav | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Af Kommunen i Fattigfolks Jord.» – – | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Aarene gik og han røgted sin Dont | -∪∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Som Lods paa den yderste Ø; | ∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Han gjorde vist intet Menneske Ondt, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | 220 | Hverken paa Land eller Sjø; | -∪∪-∪∪- |
| c | | Men stundom gnistred hans Øjne stygt, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Naar det brød over Baaer og Skjær, – | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Og da mente Folk at han var forrykt, | ∪-∪∪-∪∪-∪- & ∪∪-∪-∪∪-∪- |
| c | | Og da var der Faa, som uden Frygt | ∪-∪∪-∪-∪- |
| d | 225 | Kom Terje Vigen nær. | ∪-∪-∪- |
| | | |
| a | | En Maaneskinskvæld med Paalandsvind | ∪-∪∪-∪-∪- |
| b | | Kom der Liv i Lodsernes Flok; | ∪∪-∪-∪∪- |
| a | | En engelsk Yacht drev mod Kysten ind | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Med revnet Storsejl og Fok. | ∪-∪-∪∪- |
| c | 230 | Fra Fortoppen sendte det røde Flag | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Et Nødskrig foruden Ord. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Lidt indenfor gik der en Baad over Stag, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Den vandt sig mod Uvejret Slag for Slag, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Og Lodsen stod stout ombord. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | 235 | Han tyktes saa tryg, den graasprængte Mand; | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Lig en Kjæmpe i Rattet han greb; – | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Yachten lystred, stod atter fra Land, | -∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Og Baaden svam efter paa Slæb. | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Lorden, med Lady og Barn i Arm, | -∪∪-∪∪-∪- |
| d | 240 | Kom agter, han tog til sin Hat: | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | «Jeg gjør Dig saa rig, som Du nu er arm,
| ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | |
Hvis frelste Du bær os af Brændingens Larm» – | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Men Lodsen slap Roer og Rat. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | |
Han hvidned om Kinden, det lo om hans Mund, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| b | 245 | Lig et Smil, der omsider faar Magt. | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Indover bar det, og højt paa Grund | -∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Stod Lordens prægtige Yacht. | ∪-∪-∪∪- |
| c | | «Den svigted Kommando! I Baadene ned! | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Mylord og Mylady med mig! | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | 250 | Den slaar sig i Splinter, – jeg ved Besked – | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Men indenfor ligger den trygge Led; | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Mit Kjølspor skal vise jer Vej!» | ∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Morilden brændte der Skjægten fløj | -∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Mod Land med sin dyre Last. | ∪-∪∪-∪- |
| a | 255 | Agter stod Lodsen, stærk og høj, | -∪∪-∪-∪- |
| b | | Hans Øje var vildt og hvast. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han skotted i Læ mod Gjæslingens Top, | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| d | | Og til Luvart mod Hesnæs Sund; | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Da slap han Roer og Stagsejlstrop, | ∪-∪-∪-∪- |
| c | 260 | Han svinged en Aare med Bladet op | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Og hug den i Baadens Bund. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Ind stod Sjøen med skumhvidt Sprøjt – – | -∪-∪∪-∪- |
| b | | Der raste paa Vraget en Strid –; | ∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Men Moderen løfted sin Datter højt | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | 265 | Paa Armen, af Rædsel hvid. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | «Anna, mit Barn!» hun skreg i sin Vee; | -∪∪-∪-∪∪- |
| d | | Da bævred den graasprængte Mand; | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Han fatted om Skjødet, drev Roret i Læ, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Og Baaden var fast som en Fugl at see, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | 270 | Slig foer den i Braatt og Brand. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | |
Den tørned, de sank; men Havet var smult | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Derindenfor Brændingens Kreds; | ∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Opover rak sig en Langgrund skjult, | -∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Der stod de i Vand tilknæs. | ∪-∪∪-∪- |
| c | 275 | Da raabte Lorden: «Kjend, – Baaens Ryg – | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Den svigter, – det er ingen Flu!» | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Men Lodsen smilte: «Nej vær De tryg; | ∪-∪-∪∪-∪- |
| c | | En sunken Skjægte med tre Tønder Byg | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Er Baaen, som bær os nu.» | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | 280 |
Der jog et Minde om halvglemt Daad | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Lig et Lyn over Lordens Træk –, | ∪∪-∪∪-∪- |
| a | | Han kjendte Matrosen, som laa med Graad | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Iknæ paa Korvettens Dæk! | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Da skreg Terje Vigen: «Alt Mit Du holdt | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | 285 | I din Haand, og Du slap det for Ros. | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Et Øjeblik endnu, og Gjengjæld er voldt – –» | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Da var det den engelske Stormand, stolt, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Bøjed Knæ for den norske Lods. | ∪∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Men Terje stod støttet til Aarens Skaft, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | 290 | Saa rank som i Ungdommens Aar; | ∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Hans Øjne brandt i ubændig Kraft, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | For Vinden flommed hans Haar. | ∪-∪-∪∪- |
| c | | «Du sejled imag paa din store Korvet, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Jeg ro’de min ringe Baad; | ∪-∪∪-∪- |
| c | 295 | Jeg trælled for Mine til Døden træt, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Du tog deres Brød, og det faldt Dig saa let | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | At haane min bittre Graad. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Din rige Lady er lys som en Vaar, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Hendes Haand er som Silke fin, – | ∪∪-∪∪-∪- |
| a | 300 |
Min Hustrus Haand den var grov og haard; | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Men hun var nu alligevel min. | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| c | |
Dit Barn har Guldhaar og Øjne blaa, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Som en liden Vorherres Gjæst; | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | |
Min Datter var Intet at agte paa, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | 305 | Hun var, Gud bedre det, mager og graa, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Som Fattigfolks Børn er flest. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | See, det var min Rigdom paa denne Jord, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Det var Alt, hvad jeg kaldte for mit. | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| a | | Det tyktes for mig en Skat saa stor; | ∪-∪∪-∪-∪- |
| b | 310 | Men det vejed for Dig saa lidt. – | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Nu er det Gjengjældelsens Time slaar, – | ∪-∪∪-∪∪-∪- & -∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Thi nu skal Du friste en Stund, | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Som vel kommer op mod de lange Aar, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Der bøjde min Nakke og blegte mit Haar | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | 315 | Og sænkte min Lykke paa Grund.» | ∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | |
Barnet han greb og svinged det frit, | -∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Med den Venstre om Ladyens Liv. | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| a | | «Tilbage, Mylord! Et eneste Skridt, – | ∪-∪∪-∪-∪∪- |
| b | | Og det koster Dig Barn og Viv!» | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | 320 | Paa Sprang stod Britten til Kamp paany; | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Men Armen var veg og mat; – | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Hans Aande brændte, hans Øjne var sky, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Og hans Haar, – saa kjendtes ved første Gry – | ∪∪-∪-∪∪-∪- |
| d | | Blev graat i den eneste Nat. | ∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | 325 | Men Terjes Pande bar Klarhed og Fred, | ∪-∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Hans Bringe gik frit og stilt. | ∪-∪∪-∪- |
| a | |
Ærbødig løfted han Barnet ned, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Og kyssed dets Hænder mildt. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han aanded, som løst fra et Fængsels Hvælv, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | 330 | Hans Stemme lød rolig og jævn: | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | «Nu er Terje Vigen igjen sig selv. | ∪-∪∪-∪∪-∪- & ∪∪-∪-∪∪-∪- |
| c | | Indtil nu gik mit Blod som en stenet Elv; | ∪∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | For jeg maatte – jeg maatte ha’e Hævn! | ∪∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | | De lange Aar i Prisonens Kvalm, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | 335 | De gjorde mit Hjerte sygt. | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Bagefter laa jeg, som Hejens Halm, | -∪∪-∪∪-∪- & ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Og saa i et Braadyb stygt. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Men nu er det over; vi To er kvit; | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Din Skyldner foer ej med Svig. | ∪-∪∪-∪- |
| c | 340 | Jeg gav det jeg havde, – Du tog alt Mit, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Og kræv, om Du tror Du har Uret lidt, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Vorherre, som skabte mig slig.» – – | ∪-∪∪-∪∪- |
| | | |
| a | | Da Dagningen lyste var Hvermand frelst; | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Yachten laa længst i Havn. | -∪∪-∪- |
| a | 345 | Med Nattens Saga taug de nok helst, | ∪-∪-∪-∪∪- |
| b | | Men vidt foer dog Terjes Navn. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Drømmenes Uvejrskyer graa | -∪∪-∪-∪- |
| d | | Fejed en Stormnat væk; | -∪∪-∪- |
| c | | Og Terje bar atter saa rank, som Faa, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | 350 | Den Nakke, der krøgtes hin Dag han laa | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Iknæ paa Korvettens Dæk. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | |
Lorden kom, og Mylady med, | -∪-∪∪-∪- |
| b | | Og Mange, Mange med dem; | ∪-∪-∪∪- |
| a | | De rysted hans Haand til Farvel og Guds Fred, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| b | 355 | Der de stod i hans ringe Hjem. | ∪∪-∪∪-∪- |
| c | | De takked for Frelsen da Stormen peb, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | |
For Frelsen fra Sjøgang og Skjær; | ∪-∪∪-∪∪- |
| c | | Men Terje strøg over Barnets Slæb: | ∪-∪-∪∪-∪- |
| c | | «Nei, den som frelste, da værst det kneb, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| d | 360 | Det var nok den Lille der!» – – | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Da Yachten drejed for Hesnæs Sund, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Den hejste det norske Flag. | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Lidt længere Vest er en skumklædt Grund, – | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | |
Der gav den det glatte Lag. | ∪-∪∪-∪- |
| c | 365 | Da tindred en Taare i Terjes Blik; | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Han stirred fra Hejen ud: | ∪-∪∪-∪- |
| c | | «Stort har jeg mistet, men Stort jeg fik. | -∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Bedst var det, kanhænde, det gik, som det gik, – | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | | Og saa faar Du ha’e Tak da, Gud!» | ∪∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | 370 | Slig var det jeg saa ham en enkelt Gang, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| b | | Han laa ved Bryggen med Fisk. | ∪-∪-∪∪- |
| a | | Hans Haar var hvidt, men han lo og sang, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | | Og var som en Ungdom frisk. | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Til Pigerne havde han skjemtsomme Ord, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| d | 375 | Han spøgte med Byens Børn; | ∪-∪∪-∪- |
| c | | Han svinged Sydvesten og sprang ombord, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Saa hejste han Fokken, og hjem han foer | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | I Solskin, den gamle Ørn. | ∪-∪∪-∪- |
| | | |
| a | | Ved Fjære Kirke jeg saa en Grav, | ∪-∪-∪∪-∪- |
| b | 380 | Den laa paa en vejrhaard Plet; | ∪-∪∪-∪- |
| a | | Den var ikke skjøttet, var sunken og lav, | ∪-∪∪-∪∪-∪∪- |
| b | | Men bar dog sit sorte Bræt. | ∪-∪∪-∪- |
| c | |
Der stod «Thærie Wiighen» med hvidmalt Skrift, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Samt Aaret, han Hvile fandt. – | ∪-∪∪-∪- |
| c | 385 |
Han lagdes for Solbrand og Vindes Vift, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| c | | Og derfor blev Græsset saa stridt og stivt, | ∪-∪∪-∪∪-∪- |
| d | | Men med vilde Blomster iblandt. | ∪∪-∪-∪∪- |
| | | |
